OPSKRIFT / RED VELVET CUPCAKES M. CREAM CHEESE FROSTING


I anledningen af min mors fødselsdag, sagde jeg ja til at bage nogle kager til i aften, når den pukkelryggede kommer på besøg. Hvis der er noget jeg kan, så er det at bage kager og cupcakes. Så kan det godt være jeg halter på ramsløg og perlebyg, men kager og desserter – det kan jeg sgu. Af samme grund har Frede og jeg også en indforstået aftale om, at når vi flytter, så står han for aftensmaden og jeg står for kager, og ting med æg. Siden min mor og papfar fik høns har jeg efterhånden mestret alle former for mad med æg. Scrambled, hårdkogte, porcheret, blødkogte (!!!) og spejlæg. Med andre ord har jeg for meget tid.

Efter megen søgen og frustration over ikke at kunne beslutte mig for hvilke cupcakes jeg ville lave (min opskriftbog fra Primrose Bakery er blevet væk. Det er noget nær en katastrofe!) besluttede jeg mig for at begive mig ud i Red Velvet cupcakes, som jeg faktisk endnu ikke havde prøvet at lave. Det er basically en rød chokoladekage med cream cheese frosting, der blandt andet også bliver brugt til gulerodskager.

Jeg fandt flere opskrifter da jeg var lidt skeptisk overfor mængden af frugtfarve – og samtidig gad jeg heller ikke at gå fuldstændig Claus Meyer på dem, og rode mig ud i skrællede rødbeder og jeg ved ikke hvad. Jeg ved godt, at der findes mange #healthy og rustikke alternativer til normale cupcakes, men det er altså ikke derfor jeg bager. Hvis det er det man har lyst til – be my guest – men så er det nok ikke her man skal finde opskriften, for der bliver altså ikke skåret ned på kalorierne. Desuden er det trods alt en dessert og ikke en hverdagsspise – det går jo nok, engang imellem!
I denne her opskrift endte jeg med at bruge pastafarve, som er langt mere koncentreret end den flydende frugtfarve, og der skal derfor ikke engang halvt så meget i. Jeg købte det i Kop & Kande, men det sælges også i specialbutikker og på nettet.




24 stk.

INGREDIENSER:

Mel – 275 g.
Kakao – 2 spsk.
Salt – 1 tsk.
Sukker – 335 g.
Olie – 3,75 dl. (fx solsikke eller raps)
Æg – 2 store
Pastafarve - 2 tsk. 
Vaniljeekstrakt – 1 tsk.
Kærnemælk – 2,5 dl.
Natron – 1,5 tsk.

CREAM CHEESE FROSTING:

Smør, stuetemperatur – 235 g. (Usaltet/saltet, I bestemmer selv)
Philadelphia ell. lign. – 1 pk.
Flormelis – 400 g. (på slum)
Vanilje-ekstrakt – 1 tsk.


Frysetørret hindbær til pynt.






1// Tænd ovnen på 180 grader (varmluft), og gør formene klar. 
I en skål røres mel, kakao, salt og natron sammen, med piskeris.

2// I en anden skål piskes sukker og olie sammen, med elpisker. 
Tilføj æggene, et ad gangen (så der røres godt igennem) og tilføj til sidst pastafarve og vanilje-ekstrakt. 

3// Kom skiftevis mel-blanding og kærnemælk, i sukker-blandingen. 

4// Kom dejen i formene, så de ca. er fyldt 2/3 op.
Bages i ovnen i ca. 20 minutter (indtil der kan stikkes en gaffel i, uden dejen hænger fast).

Når cupcakes'ne er afkølede, laves frostingen.

5// Smør og Philadelphia piskes sammen.
Tilføj derefter flormelis og vanilje-ekstrakt, til frostingen har den ønskede konsistens.




De smager pisse godt. Så er det sagt! 





FOLLOW ON BLOGLOVIN'

No comments:

Post a Comment