LIDT AF HVERT


Karma er sgu lidt af en kælling. I forgårs gik jeg glad og frisk (så glad og frisk som man nu kan være, når man gør hovedrent i ti trappeopgange i Viby) rundt og funderede over, hvor heldig jeg havde været at undslippe vintersnue og snotnæse. Det bed mig så i røven igår, da jeg i blæsevejr skulle pudse vinduer udendørs, på selv samme trappeopgange. Jeg kunne egentlig godt fornemme at min hals havde det lidt kritisk - den har ikke føltes så tør og tyk, siden jeg røg mentolcigaretter mod halsbetændelse. Charmerende, jeg ved det. 
Så imorges, da Fredes alarm gik af, var der ikke mange muskler i min krop der gad at rejse sig - og endnu værre - at skulle gøre rent en hel dag igen. Men jeg kom afsted! Og selvom jeg har været tung i hovedet og sløv i kroppen, fik jeg da klaret mig igennem... En kop kaffe eller fire hjalp på det værste.

Men de sidste to dage har jeg som sagt været i fuld vigør med kost og spand - fra kl 8.30 til kl. 18. Og jeg er mør i skroget! Det har både været bælgmørkt og sort som kul, så jeg havde lidt svært ved at få taget nogle ordentlige billeder af både notesbogen og mit nye Jane Kønig-køb, når jeg ellers har haft tid. Idag havde jeg heldigvis lidt tidligere fri, og nåede sgu hjem imens det stadig var lyst. 

Anyway, for et halvt års tid siden købte jeg Moss Copenhagen's Spell-halskæde. Et billigt alternativ til lovetag-halskæden fra Jane Kønig. Jeg har nu alligevel sukket læææænge over "den rigtige", men det har været smalt på pengefronten - i hvert fald i forbindelse med en halskæde til 900 kroner. 
Jeg havde så endeligt fået lidt mellem hænderne, og besluttede mig for at det skulle være - jeg skulle bare liiiiige et smut forbi Trustpilot. Det er jeg ret glad for at jeg gjorde (rutinetjek skader aldrig) - og efter at have læst virkelig (og overraskende!) mange lorteanmeldelser omkring kædernes kvalitet og for slet ikke at begynde på "S-låsen", fandt jeg en kæde selv hos en guldsmed - og nøjedes med at bestille vedhængene i stedet. 
Jeg har ikke tænkt mig at kommentere yderligere på dén forestilling - andet end at jeg simpelthen ikke kan komme i tanke om én god grund til, at det har taget dem seks dage at sende min pakke. Jeg har brudt min hjerne, og jeg er stadig ikke kommet i tanke om én undskyldning der er god nok til, at man som netbutik - i 2015 vel at mærke - kan tage sig et forbehold på fem dage, for at smide to vedhæng i en æske og videre i postkassen. I det mindste skal deres kundeservice da have ros for at svare på mails - også selvom det tog dem tre-fire stykker af slagsen, for at svare på det jeg egentlig spurgte dem om. 
Men ikke destomindre har jeg altså modtaget dem nu, og jeg er virkelig glad for halskæden. Så lidt positivt var der da at finde! 
Jeg håber at jeres onsdag har været lidt bedre end min... jeg har i hvert fald tænkt mig at ligge i sengen resten af aftenen, og lade op til endnu en sæbedag imorgen. Og hey, den ternede notesbog er i øvrigt fra Søstrene Grene, der har gang noget ret fint og guld i øjeblikket. 



7 comments:

  1. Føler sgu med dig! Det er hårdt nok i sig selv at gøre trappeopgange rent, men hvis man så oven i det er syg, så er det jo næsten umuligt!
    Det med leveringstiden ville også pisse mig af, jeg hader at vente.. De sidste par gange jeg har bestilt fra magasin's webshop, har jeg måtte vente 5-6 dage FØR de afsendte varen.. nøøj det er irriterende!
    Men Tillykke med din nye love-tag halskæde, den er bare fin :-)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Åh tak! Det var op ad bakke!
      Sidst jeg handlede fra Magasin synes jeg faktisk også at de var vildt lang tid om at få sendt det afsted. Det er så irriterende, når man er utålmodigt anlagt, og de vel egentlig lover 2-3 dage? Det gjorde de i hvert fald på et tidspunkt!
      Jeg er også rigtig glad for halskæden, så det er jo altid noget ;-)

      Delete
  2. Anonymous15/2/15 16:16

    Hvor er resten af dine fine smykker fra - altså bare dem på billedet :-) Den fine guldhalskæde og ringen?

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ringen er fra Maria Black og halskæden er fra Pico :-)

      Delete
  3. Anonymous16/2/15 12:57

    Har lige fundet din blog og jeg elsker den! Hvilket program bruger du til at redigere dine billeder? de ser så flotte, lyse og rene ud, hvis du forstår :)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Alt efter hvor meget der skal gøres ved det, bruger jeg Lightroom og en lille smule Photoshop. Jeg har planer om at lave en lille "guide" inden længe :-)

      Delete
    2. Og mange, mange tak! <3

      Delete