NOURISHED JOURNAL OG EN WEEKEND I AARHUS





Jeg har sgu holdt weekend. Helt uden at glo på min computer, før engang i eftermiddags. I fredags pakkede jeg sydfrugterne og tog til noget så eksotisk som Aarhus - på weekend med Frede. Han har noget familie der bor i en lejlighed i "midtbyen" (det som køv'enhavnere kalder for Indre By, har jeg hørt noget om) som havde kastet invitationen i luften i december. Den greb Frede og fik aftalt en weekend. Så vi ankom som to ægte sjællændere fredag aften, efter Caffe Latte Tiramisu fra Baresso på færgen! En dyr fornøjelse - men vi flottede os. Vi fik en varm velkomst og en helvedesmasse øl - og inden jeg så mig om, hamrede vi søm hos Anton. Egentlig troede jeg slet ikke at jeg havde været i Aarhus før - men da vi gik ved åen og blev mødt af det ene værtshus efter det andet, var der noget der dæmrede og det føltes bekendt. Lige pludselig faldt brikkerne på plads, og jeg kunne huske at jeg havde spist og spillet bordfodbold på Le Coq til en julefrokost med mit gamle arbejde, og gjort min entre på Bodegaen i de sene nattetimer. Det var fandeme en underlig oplevelse, sådan lige pludselig at kunne kende et sted man ikke troede at man havde været før.... Anyway, vi ramte da Bodegaen igen, til et "glædeligt gensyn"... Vi var hjemme kl. 06.30, så vi må da have hygget os! 
Det meste af lørdagen blev brugt med tømmermænd og shopping, inden vi fik "et bræt" og en Sport-Cola på Vesterlauget. Et kort sekund skulle man tro at vi var hipstere i hovedstaden - men det hele var sgu en anelse mere afslappet. Efterfølgende tog vi hjem og sov en lille time - lige til at klare de sidste tømmermænd - og så stod Fredes fætter ellers op og servede spoleben i æblemost og øl, kartoffelmos, en puré af pastinak, gulerod og hvidløg, og en sovs af dimensioner. Så spillede vi "drengene mod pigerne" i Hint... og vi tævede dem til ugenkendelighed!

Idag stod vi op kl. 10 og pakkede sammen - vi skulle med færgen hjem kl. 12, så vi spiste en hurtig morgenmad og tog afsted. Vi ramte Sjælland omkring kl. 13.15, og tog kort hjem til Frede. Så kørte vi liiiiiige en tur mere hjem til mig, og til min store glæde havde jeg modtaget min pakke med to eksemplarer af Nourished Journal. Normalt er leveringstiden 2-6 dage i Europa, men de har bøvlet med det, så det er faktisk næsten tre uger siden at jeg bestilte dem. Cara Delevingne og de firehundrede forsider kan godt pakke sammen - det der er coverbilleder der vil noget. Bladende er af ualmindelig lækker kvalitet, og byder på alt fra æblekageopskrifter til "lav din egen urtehave"- og Los Angeles-guides. Hvis det lyder som og ligner noget der fanger, så kan I tjekke hjemmesiden her

Jeg håber at I har haft en lækker weekend!


No comments:

Post a Comment