HVOR BLEV JEG AF?


Sidste lørdag døde min morfar. 68 år gammel, og helt uventet. Han havde lige gennemgået et brag af en operation, fordi han for nogle måneder siden fik konstateret kræft, for tredje gang. Han var en tapper mand. Første gang han fik kræft, i 2011, gennemgik han et længere stråleforløb, og blev erklæret rask. Året efter fik han en blodprop. I 2013, lige som vi troede at alt nu gik den rette vej, vendte kræften tilbage, så kujonagtig som den er. Denne gang var situationen lidt anderledes, og det stod værre til. Han blev opereret – fik fjernet strubehovedet og muligheden for at tale. Han fik istedet den slags ventil i halsen, der giver kronisk Louis Armstrong-stemme. Men han lærte at snakke efter en måned. Sidste år blev han endnu engang ramt af en blodprop – men han klarede den, stærk og sej som bare fanden. Og så i februar (præcis som han både første og anden gang fik konstateret kræft) fik han at vide at de sandsynligvis ikke havde fået fjernet hele tumoren, tilbage i 2013. Først var fremtidsudsigterne ligeså mørke som skybruddet på Roskilde i 2011, og lægerne mente ikke at der var det store at gøre.
Så fandt de ud af at det var muligt at operere, og i marts gennemgik han en operation af olympiske dimensioner – fik fjernet hele svælget og genopbygget et nyt. Fremtiden var lovende, og et par uger senere fik vi nyheden at al kræft var fjernet. 
I lørdags fik han en blodstyrtning. Som et lyn fra en klar himmel. Man mener at hovedkranspulsåren sprang. Der var intet at gøre, men min mormor var hos ham, og han døde på græsset i haven, i min mormors arme. Når det nu skulle ske, kunne det nok ikke have sket bedre. Vi var på hospitalet da vi fik beskeden, efter han var blevet hentet med ambulancen. Og så røg jeg en pakke cigaretter, selvom jeg ikke har røget siden september. 
Hele ugen har vi brugt på at grine, på at græde, snakke med bedemænd og præster, planlagt bisættelse og sat telt op i haven. Og så har vi plantet en hortensia, der hvor hans dage skulle ende. Det har været en hård og smuk tid. Det samme kan man sige om bisættelsen igår – solen skinnede, der mødte 200 mennesker op i kirken, og 150 mennesker kom og drak gravøl og spiste flæskestegsmadder. Der var et væld af blomster, og jeg beundrede dem alle, og min morfar, til lyden af både Andrea Bocellis "Con Te Partirò", John Lennons "Imagine" og Ave Maria, i kirken. Selv samme musik som blev spillet til deres sølvbryllup. Der var ikke øje tørt. Og så røg jeg en pakke smøger mere. Sidste lørdag måtte jeg godt. Igår måtte jeg godt. 
Idag har jeg ikke røget, men til gengæld har vi spist chokoladekage og snakket om hvor perfekt dagen igår var. Der manglede ikke noget – udover min morfar, selvfølgelig. 



4 comments:

  1. Kære Cathrine,
    Det er jeg meget ked af at høre. Jeg håber, du husker at være ked det, men også glad for alt det gode, der var og kommer, selvom han ikke er her mere.
    Du skriver helt fantastisk, og jeg blev meget ramt af din tekst.
    Hilsen Laura

    ReplyDelete
  2. Av, sikke noget, det er jeg vel nok ked af at høre - godt du er tilbage, med chokoladekage, overskud og gode minder om manden under hortensiaen :)

    - Anne

    ReplyDelete
  3. Åh! Hvor gør det mig ondt med din morfar. Han lød som en tapper og sej herre.

    ReplyDelete
  4. Tak for de søde kommentarer <3

    ReplyDelete