OPSKRIFT / CHEESECAKE MED DANSKE JORDBÆR


Kage fra morgenstunden! Der findes faktisk ikke noget bedre. 
Frede havde fødselsdag igår, og jeg havde lovet ham at jeg ville bage en cheesecake i anledningen. Ovenover ses resultatet, og jeg er sgu ret imponeret, hvis jeg selv skal sige det. Det er godt nok ikke første gang jeg har lavet cheesecake, men det er første gang at den er blevet så pæn! Så her får I lige en opskrift, for det er en vinder på en sommeraften. Det er en opskrift der er kombineret af flere forskellige – blandt andet denne fra Cute Carbs og denne fra Femina

KIKSEBUND

250 g. Digestive-kiks
125 g. smeltet smør

Knus kiksene i en frysepose, og bland dem sammen med det smeltede smør i en skål. Smid kiksemassen i en springform på 22 cm, og mas den ud så den dækker hele bunden, og er tæt.


CHEESECAKE CREME

2 vaniljestænger
125 g. sukker 
400 g. flødeost
200 g. græsk yoghurt
1 lime
3 blade husblas
Friske jordbær

Flødeost, sukker, græsk yoghurt, og kornene fra de to vaniljestænger røres sammen. De tre blade husblas blødes op i koldt vand, i 5-7 minutter, og smeltes herefter over et vandbad. Brug saften fra limen og et par skefulde af cheesecake cremen til at køle den smeltede husblas ned. Herefter blandes husblasmassen med resten af cheesecake cremen. 
En masse friske jordbær skæres i halve og placeres, helt tæt, i kanten af springformen. Til sidst fordeles cheesecake cremen nogenlunde fladt ud på bunden. Den skal helt ud i kanten af springformen og dække jordbærerne så godt som muligt. Kagen stilles på køl i en times tid. 


JORDBÆR GELÉ

200 g. frosne jordbær
2 tomme vaniljestænger
6 spsk. sukker
3 blade husblas
16 spsk. vand

Kog jordbær, vaniljestænger, sukker og vand i ca. 10 minutter. Det må ikke bulderkoge – det skal bare have lov til at simre. Bagefter hældes jordbærmassen fra gryden over i en skål, og hældes tilbage i gryden igennem en si. Det skal have lov til selv at løbe igennem, men det er dog tilladt at hjælpe det på vej ved at røre lidt i det, stille og roligt. Massen kan eventuelt blendes inden det sies ned i gryden. Der varmes op under gryden igen, imens de tre blade husblas blødes op, som før. Da det er en "varm ret" behøves man ikke at smelte denne omgang over vandbad, men de puttes i gryden direkte efter de er blødt op. Lad jordbærmassen køle ned under lidt omrøring. 
Når jordbærmassen er tilpas afkølet fordeles den udover kagen. Lad den stå på køl i en halv times tid, så geléen sætter sig men ikke er stivnet helt – og fordel til sidst friske jordbær ovenpå, rundt i kanten. Lad kagen stå på køl i 4-5 timer, eller eventuelt natten over. 





4 comments:

  1. Den ser virkelig lækker ud! Kunne snildt lige tage et stykke af den, hvis det skulle være ;)

    ReplyDelete
  2. Øh, ja tak!? Ser død lækker ud - skal bestemt have lavet en på et tidspunkt i sommer! Må jeg skrive opskriften på min blog, hvis jeg smider et lille link tilbage til dig?

    Katrine Bjarnhof

    ReplyDelete
  3. Hold nu op, hvor er det bare den smukkeste kage, jeg længe har set. Og at det tilmed er cheesecake, som er min yndlingskage, gør det jo bare endnu bedre :P
    http://cammi.dk

    ReplyDelete
  4. Hold nu op, hvor er det en fantastisk fin kage. Jeg har aldrig set en som denne her før. Den er virkelig speciel og fin! :)

    Knus
    www.kaathrinejohansen.bloggersdelight.dk

    ReplyDelete